Jeg har lige læst en kronik i politiken med titlen "børn har ret til en religion"(Kilde). Emnet er dybt relevant, set i lyset af den ballade der var for en uges tid siden, omkring censurering af julesalmer for at skåne muslimer for den slemme kristne påvirkning.
Som ministeren, mener jeg også at det er udtryk for en misforstået tolerance og dybt forkasteligt. Ikke fordi det er kristendommen der pilles ved, men dels fordi det er kulturarven som bør bahandles med respekt, og dels fordi det er et skråplan uden lige, at pille ved tekster på den måde, hvorved meningen fuldstændig udvaskes, i takt med at konteksten fjernes.
Kristendommen udgør en samlet forståelsesramme som man kan være tro på eller lade være, men ikke desto mindre udgør den et godt udgangspunkt for at forholde sig til de store spørgsmål om liv og død. Som forfatteren til krinikken skriver:
"For når jeg oplever, hvordan ganske små børn, både mine egne og andres, efterspørger et rum, hvor de kan undre sig, spørge, afsøge og mærke, kan jeg ikke finde andre ord for det end religiøs bevidsthed og religiøs søgen. "
Kristendommen er netop et eksempel på sådan et rum. Jeg er selv ateist, men som pædagog anerkender jeg de pædagogiske værdier og muligheder der er i et samlet trossystem som eksempelvis kristendommen. Når der pilles ved "brikkerne", kan det ikke undgås at være meningsforstyrrende, og derfor er det hvad jeg vil kalde både kulturel og pædagogisk censur, at eksempelvis fjerne indhold fra julesange, uanset hensigten, vel at mærke for både kristne og muslimske børn. Ved at ødelægge brikkerne i puslespillet, bliver det sværere at opnå en fælles forståelse på tværs af religionerne, så det er en loose - loose situation.
Barnet har en ret til religion, som vi må tage alvorligt – og som hverken skal forveksles med forældres ret til at indoktrinere deres børn eller trossamfundenes ret til at påvirke og ’sætte sig på’ potentielle medlemmer
